Køb en andel AF årets høst

Bliv en del af Mosegårdens fællesskabsbaserede jordbrug ved at købe en andel af årets høst.

 

Mosegårdens fællesskabsbaserede jordbrug består af os der driver
 Mosegården jordbrug og alle der har købt en andel af årets høst. En andel af årets høst i 2020 koster 3.500 kr, der betales forud for sæsonen. Vi sælger i alt 100 andele i 2020.

 

Formålet med det fællesskabsbaserede jordbrug er at skabe et stærkere fælleskab omkring produktionen og afsætningen af årstidsbestemte økologiske grøntsager, hvor andelshaverne får en andel i årets høst, og bønderne får større tryghed og økonomisk stabilitet i produktionen.

 

En ugentlig grøntsagspose i 20 uger
Som andelshaver får du en pose med friske grøntsager hver uge i 20 uger fra uge 26 i midt juni til slut oktober. En pose vil typisk indeholde 5-7 forskellige grøntsager såsom løg, bønner, porrer, squash, græskar, salat, kål, gulerødder, rødbeder eller andre rodfrugter. Vi bestræber os på at dyrke så mange forskellige afgrøder som muligt for at sikre et bredt udbud i posen.

 

Hvor meget vi ender med at producerer på markerne afhænger, ud over vores evner som jordbrugere, af regn og sol, vind og vejr. I det fælleskabsbaserede jordbrug satser vi sammen. Får vi en alt for tør, alt for våd, alt for kold eller alt for varm sommer, kan det betyde at nogen af vores afgrøder mislykkedes og ikke ender i poserne. Omvendt får i mere i poserne end planlagt, hvis høsten går godt. Hvad vi præcist kommer til at dyrke på markerne ved vi først i starten af 2020.

 

Vores grøntsager har mere jord på end dem i køber i supermarkederne og kan også sagtens variere i størrelse og form. Som jordbruger giver det ingen mening at smide sunde og velsmagende grøntsager ud, blot fordi de ikke er særlig store eller fordi de har små bidemærker som nemt kan skæres væk.Vi vil meget gerne minimere mængden af grøntsager der kasseres og vil gerne bidrage til at udvide forståelsen af hvordan rigtige grøntsager ser ud.

 

Vi udleverer grøntsager på gården, i København og i Lejre
På gården vil du kunne hente dine grøntsager hver tirsdag fra kl 16:00 og resten af dagen.

 

I København er der afhentning torsdag kl 16:00-19:00. Vi har igen i år fået lov at låne Internationalt Forums butik i Griffenfeldsgade 41 på Nørrebro til udlevering. Vi er rigtig glade for at Internationalt Forum igen i år har lyst til at ligge lokaler til vores ugentlige leveringer.

 

Derudover vil der i 2020 være mulighed for afhentning i lejre. Hvis du er interesseret i afhentning i Lejre så skriv en mail til os. Vi vil også gerne åbne muligheden for flere afhentningssteder i området omkring Mosegården og København. Hvis du har et sted hvor der er plads til at have grøntsager stående til afhentning og plads til at have tomme kasser stående til ugen efter, og hvis du/i kan samle mindst ti personer der gerne vil købe en andel, så afleverer vi gerne der.

 

Hvis du er på ferie i nogle uger og derfor ikke selv får brug for din ugentlige grøntsagspose, kan du enten afmelde hos os, eller give posen videre til en god ven der så kan hente den. Vi har desværre ikke mulighed for at refundere for de uger folk afbestiller deres kasse. 


 

Vi udlevere bæredygtige stofnet i starten af sæsonen til at transportere grøntsagerne i, men i er selvfølgelig altid velkomne til at tage egne pose og kasser med. Vi bestræber os generelt på at minimere vores forbrug af emballage og vil så vidt muligt bruge genbrugeligt og/eller biologisk nedbrydeligt emballage.

 

Som medlem er du en del af gården
Som medlem af jordbruget bliver du inddraget i livet på gården. Du vil løbende modtage nyhedsbreve, og du vil blive inviteret til arbejdsdage på gården samt den årlige høstfest. Det er helt frivilligt om du har tid og lyst til at give en hjælpende hånd på Mosegården, og det forventes ikke at medlemmer hjælper til med produktionen. Omvendt synes vi det er vigtigt at det er muligt at være med på gården, for de der har lyst, og vi vil i løbet af sæsonen invitere til lugedage eller lignende. Man er derudover også altid velkommen til at skrive til os, hvis man gerne vil være med til arbejdet på gården.

Skriv en besked til os hvis du er interesseret i at købe en andel af høsten i 2020. 

Hvis i er flere om at dele grøntsagerne og gerne allesammen vil modtage nyhedsbrev og andre mails fra os, så tilføj gerne flere mailadresser i beskedfeltet.