Mosegården Jordbrug bliver drevet af Tannie og Linne. Vi har skabt og driver Mosegården Jordbrug fordi vi ønsker at handle på den klima- og naturkrise vi står midt i.
Vi vil ikke bare være med til at stoppe den destruktion af kloden som er i gang i dag, vi vil skabe genopbyggende løsninger for fremtidens jordbrug som kan være med til at binde kulstof i jorden og samtidig giv plads til mere vild natur.
Jordbruget står overfor enorme udfordringer, men rummer også unikke muligheder for faktisk at skabe løsningerne. Samtidig er sund og bæredygtig mad en rettighed, som vi gerne vil være med til at gøre tilgængelig for flere. For os kan jordbruget skabe meningsfulde liv og arbejde på landet og vi vil gerne være med til af gøre landet til sted med plads til mennesker, dyr og natur i stedet for store maskiner og øde marker. Samtidig vil vi gerne skabe er jordbrug som kan give flere en relation til landet, også selvom de bor i byen og kunne tage konkret handling i forhold til at skabe et bæredygtigt og retfærdigt jordbrug.
Størstedelen af vores afsætning går til vores andelshavere der er med os en hel sæson af gangen. For os er det ikke bare en solidarisk og bæredygtig afsætningsmodel, men også en måde at give flere folk en tættere relation til den jord de lever af og mulighed for aktivt at påvirke udviklingen af fremtidens jordbrug.